Bliv dommer

Bliv fodbolddommer

Hvis du kunne tænke dig at blive fodbolddommer, vil vi meget gerne hjælpe dig. Her kan du læse om, hvordan du kommer i gang.

Hvorfor blive fodbolddommer?
Er du til fart over feltet, spænding og tænding samt høj puls, og har du, hvad der skal til for at dømme Champions League? Synes du fodbolddommerpræstationerne i TV er under al kritik, eller tænder du bare på at få kastet de største udfordringer i hovedet?

Uanset hvilke af ovenstående grupper du passer ind i, så vil du som fodbolddommer have brug for
– god kondition eller viljen til at få det
– gode lederegenskaber, som vil blive trimmet og udviklet i en grad, de ikke kan blive andre steder
– at kunne tåle kontant afregning på dine beslutninger
– at finde dine bedste konfliktløsningsværktøjer frem

Til gengæld får du:
– skattefri betaling
– daglig motion
– en plads blandt landets bedste konfliktløsere
– en rolle i et stort netværk

Uanset om du er ung eller gammel, smuk eller det modsatte, stor eller lille, klog eller mindre klog, er der plads til dig blandt de danske fodbolddommere.

Hvordan kommer du i gang?
Du skal først tilmelde dig et kursus gennem os i Silkeborg Fodbolddommerklub eller direkte igennem DBU.

Det første kursus er “DBU Dommer”. På dette kursus opnår du dommerkortet, der er adgangstegn til det forjættede land. Det er første skridt på vejen mod toppen. Kurset kan klares på 6 hverdagsaftener og en weekenddag eller fordelt over to weekender. Allerede efter denne korte indsats, kan du få græs under fødderne og en dommerfløjte i munden.

Men hvis du vil frem i rækkerne skal du tage yderligere et par kurser. Men tag det roligt, det er ikke kedelige forlæsningskurser. Allerede det andet kursus er praktisk orienteret, og det hedder såmænd også “Dommer i praksis”.

Dette andet kursus indeholder emner som kommunikation, kampanalyse og din personlige handlingsplan. Det tager kun 8 timer, og så har du fyldt rygsækken op med mange gode værktøjer.

Resten er kurserne er sammen med ovenstående rigtig godt beskrevet på DBUs hjemmeside, hvor vi anbefaler et besøg.

Hvad gør du nu?
Du tager kontakt til Mogens Jakobsen, der er ansvarlig for uddannelse Silkeborg Fodbolddommerklub, og han vil sørge for at sende dig de rigtige informationer, så du kan blive meldt til næste ledige dommerkursus.

Vi glæder os til at tage rigtigt godt imod dig her i dommerfamilien!